CJC-1295 (No DAC) i forskningsoversigt: Modified GRF (1-29), mekanisme, halveringstid og afgrænsning
Dr. Sieglinde Klaus
Videnskabelig redaktion · Bergdorf Bioscience

Indholdsfortegnelse
- 01Hvad er CJC-1295 (No DAC), og hvordan er den opbygget?
- 02Hvordan virker CJC-1295 (No DAC) på molekylært niveau?
- 03Hvilken halveringstid har CJC-1295 (No DAC)?
- 04Hvordan adskiller CJC-1295 (No DAC) sig fra DAC-varianten?
- 05Hvilke doseringer rapporteres i forskningslitteraturen?
- 06Hvordan rekonstitueres og opbevares CJC-1295 (No DAC)?
- 07Hvilke uønskede virkninger kendes fra stofklassen?
- 08Hvordan adskiller CJC-1295 (No DAC) sig fra Sermorelin?
- 09Hvordan adskiller CJC-1295 (No DAC) sig fra Ipamorelin?
- 10Hvorfor anses CJC-1295 (No DAC) for mere "fysiologisk" end DAC-varianten?
- 11Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
- Er CJC-1295 (No DAC) det samme som Modified GRF (1-29)?
- Hvorfor er halveringstiden så meget kortere end ved CJC-1295 med DAC?
- Findes der kontrollerede humanstudier specifikt om No-DAC-formen?
- Hvor længe holder den rekonstituerede opløsning?
- Hvorfor undersøges GHRH-analoger og Ipamorelin ofte sammen?
CJC-1295 (No DAC), identisk med Modified GRF (1-29), er en syntetisk GHRH-analog på 29 aminosyrer med fire stabiliserende substitutioner. I modsætning til DAC-varianten binder den sig ikke til serumalbumin og er derfor kortvirkende, med en rapporteret plasma-halveringstid på omkring 30 minutter. Denne artikel opsummerer det prækliniske og kliniske datagrundlag udelukkende til forskningsformål.
Hvad er CJC-1295 (No DAC), og hvordan er den opbygget?
CJC-1295 uden DAC er kemisk identisk med den forbindelse, der i litteraturen føres som "Modified GRF (1-29)". Der er tale om en syntetisk analog af det væksthormonfrigørende hormon (Growth Hormone Releasing Hormone, GHRH). Strukturelt svarer den til det N-terminale fragment 1-29 af humant GHRH, altså samme aktive kerne som Sermorelin, men bærer fire stabiliserende aminosyresubstitutioner i forhold til den native GRF(1-29): position 2 D-Ala i stedet for L-Ala, position 8 Gln i stedet for Asn, position 15 Ala i stedet for Gly og position 27 Leu i stedet for Met. Den tetrasubstituerede GRF(1-29)-kerne er dokumenteret i arbejdet af Jetté et al., 2005, og substitutionsoversigten desuden i sekundære kilder.
Sekvensen er (N til C): Tyr-D-Ala-Asp-Ala-Ile-Phe-Thr-Gln-Ser-Tyr-Arg-Lys-Val-Leu-Ala-Gln-Leu-Ser-Ala-Arg-Lys-Leu-Leu-Gln-Asp-Ile-Leu-Ser-Arg-NH2. Den rapporterede summeformel er C152H252N44O42 med en molar masse på omkring 3367,9 g/mol; disse angivelser stammer fra leverandør- og kemiske datakilder, er ikke peer-reviewede og betragtes som omtrentlige. CAS-nummeret 446036-97-1 tilskrives delvist hele CJC-1295/DAC-familien. Afgørende for forståelsen af denne forbindelse: "No DAC"-formen har ingen Drug-Affinity-Complex (maleimidopropionyl-lysin) på C-terminus og binder derfor ikke kovalent til serumalbumin. Netop derved er den kortvirkende, som det fremgår af arbejderne af Jetté et al., 2005 og Teichman et al., 2006.
Hvordan virker CJC-1295 (No DAC) på molekylært niveau?
CJC-1295 (No DAC) virker som agonist på GHRH-receptoren (GHRH-R), en klasse B-syv-transmembran G-protein-koblet receptor på somatotroferne i adenohypofysen. Bindingen kobler overvejende til Gs, aktiverer adenylylcyklasen og øger derved det intracellulære cAMP. Dette aktiverer proteinkinase A (PKA), fører til CREB-fosforylering og til en spændingsafhængig calcium-indstrømning, der udløser eksocytosen af det lagrede væksthormon (GH). Kronisk fremmer denne signalvej desuden den Pit-1-medierede transkription af GH-genet, som beskrevet i oversigten af Mayo et al., 1995.
Den funktionelle fordel ved de fire substitutioner ligger i stabiliteten. De giver resistens over for spæltningen ved dipeptidylpeptidase-IV (DPP-IV) på N-terminus samt over for yderligere proteolyse. Derved øges potensen og den metaboliske stabilitet i forhold til den native GRF(1-29). Den isolerede D-Ala2-substitution sænkede hos mennesker den metaboliske clearance fra 39,7 til 21 mL/kg/min og forlængede forsvindings-halveringstiden fra 4,3 til 6,7 minutter, som Soule et al., 1994 viste; DPP-IV-stabiliteten af den substituerede kerne er dokumenteret hos Jetté et al., 2005. Nedstrøms øger den hypofysære GH-frigørelse det hepatiske IGF-1. Denne akse GHRH-R, GH, IGF-1 udgør den farmakologiske rygrad i hele stofklassen.

Hvilken halveringstid har CJC-1295 (No DAC)?
CJC-1295 (No DAC), altså Modified GRF (1-29), er entydigt kortvirkende. Den rapporterede plasma-halveringstid ligger på omkring 30 minutter, med et i litteraturen ofte nævnt spand på cirka 30 minutter til omkring 2 timer. Til sammenligning: den native Sermorelin henholdsvis GRF(1-29) elimineres endnu hurtigere, med en intravenøs forsvindings-halveringstid på omkring 6 til 7 minutter og en plasma-halveringstid i området omkring 10 til 20 minutter. Kinetikken for det native fragment støtter sig på Soule et al., 1994, mens den konkrete 30-minutters-angivelse for Modified GRF (1-29) går tilbage til forbindelsens designprincip og til sekundære kilder.
Fordi der ikke findes nogen albumin-anker, stiger væksthormonet efter subkutan tilførsel i forskningslitteraturen typisk inden for omkring 15 til 30 minutter og vender inden for omkring 2 til 3 timer tilbage mod udgangsværdien. Heraf følger en pulsatil, mere fysiologisk virkende GH-profil med minimal vedvarende tonisk stimulation. Dette er den definerende forskel til DAC-varianten. Vigtigt for den videnskabelige indplacering: de rigorøse humane farmakokinetiske studier (Teichman et al., 2006; Ionescu et al., 2006) blev gennemført med det albuminbindende DAC-konstrukt, ikke med No-DAC-formen. En dedikeret, peer-reviewet human PK-studie specifikt om No-DAC-varianten er efter nuværende viden sparsom, hvorfor 30-minutters-angivelsen skal fortolkes med den nødvendige forsigtighed. Beregn CJC-1295 (No DAC) i peptidberegneren kan illustrere de kinetiske nøgledata til modelleringsformål.
Hvordan adskiller CJC-1295 (No DAC) sig fra DAC-varianten?
DAC-varianten deler samme tetrasubstituerede GRF(1-29)-kerne, men bærer en N-epsilon-3-maleimidopropionamid-lysin. Denne gruppe reagerer ex vivo henholdsvis in vivo med den frie Cys-34-thiolgruppe i humant serumalbumin og danner et stabilt thioether-biokonjugat. Dette konjugat er for stort til renal filtration og samtidig beskyttet mod DPP-IV, som beskrevet af Jetté et al., 2005. Derved forlænges halveringstiden hos mennesker til omkring 5,8 til 8,1 dage, vist af Teichman et al., 2006.
Hos raske voksne øgede enkelte subkutane doser af CJC-1295/DAC det gennemsnitlige GH 2- til 10-fold i mindst 6 dage og IGF-1 1,5- til 3-fold over 9 til 11 dage; ved gentagen tilførsel forblev IGF-1 op til omkring 28 dage over udgangsværdien (Teichman et al., 2006). Bemærkelsesværdigt er, at GH-sekretionen selv under denne kontinuerlige albuminbundne stimulation forblev pulsatil. Pulsfrekvens og amplitude blev bevaret, mens bund-, middel- og IGF-1-værdier steg, som Ionescu et al., 2006 dokumenterede. Netop dette fund forklarer, hvorfor den kortvirkende No-DAC-form foretrækkes i forskningen, når målet er at efterligne den naturlige episodiske GH-frigørelse og ikke en tonisk vedvarende forøgelse. No-DAC-formen elimineres fuldstændigt mellem tilførslerne og skaber derfor ikke noget kronisk IGF-1-plateau. Det humane PK- og virkningsdatagrundlag vedrører dog DAC-konstruktet, ikke direkte No-DAC-formen.

Hvilke doseringer rapporteres i forskningslitteraturen?
For No-DAC-formen findes der ingen FDA-godkendt human dosering. Kontrollerede humane data stammer udelukkende fra studier med DAC-varianten. Der blev enkelte subkutane doser på omkring 30, 60 og 90 mcg/kg undersøgt, hvor området fra 30 til 60 mcg/kg blev vurderet som relativt godt tolereret, som Teichman et al., 2006 rapporterer. Pulsatilitetsstudiet benyttede 60 og 90 mcg/kg uden signifikant forskel mellem de to doseringer; her lå det basale GH omkring 7,5-fold forøget, det gennemsnitlige GH med 46 procent og IGF-1 med 45 procent over udgangsværdien (Ionescu et al., 2006).
For Modified GRF (1-29) selv beskriver ikke-kliniske henholdsvis sekundære protokoller typisk faste mængder i mikrogramområdet per subkutan tilførsel, ofte omkring 100 mcg per administration, ofte 1 til 3 gange dagligt taktet for at udnytte den korte halveringstid. Disse protokoller kombineres ofte med en GHRP henholdsvis en ghrelin-receptor-agonist. Det skal klart understreges, at disse angivelser ikke stammer fra kontrollerede studier. De nævnes her udelukkende for at karakterisere den foreliggende litteratur og udgør ingen handlingsanbefaling. Et 2-mg-lyofilisat-vial svarer til 2000 mcg, hvoraf der regneteknisk fremkommer et stort antal mikrogramskalerede alikvoter. Den nøjagtige koncentration afhænger af rekonstitutionsvolumenet. Til rene modellerings- og beregningsformål kan dette afbildes i peptidberegneren.
Hvordan rekonstitueres og opbevares CJC-1295 (No DAC)?
CJC-1295 (No DAC) leveres som lyofilisat. Det lyofiliserede pulver bør opbevares frosset, typisk ved -20 grader Celsius, til langtidsopbevaring også koldere ved -80 grader Celsius. Den rapporterede stabilitet af lyofilisatet ligger på omkring 12 til 24 måneder eller længere ved -20 grader Celsius. En kort transport ved omgivelsestemperatur eller køleskabstemperatur tolereres som regel for det tørre pulver, da fastformen er betydeligt mere robust end den opløste.
Efter rekonstitutionen, sædvanligvis med bakteriostatisk vand med omkring 0,9 procent benzylalkohol, bør opløsningen køles ved 2 til 8 grader Celsius og anvendes inden for omkring 28 dage. Dette tidsvindue følger af benzylalkoholen som konserveringsmiddel; nogle kilder nævner 4 til 6 uger ved 2 til 8 grader Celsius. Gentagne fryse-optø-cyklusser af den rekonstituerede opløsning skal undgås, ligesom kraftig rystning, der gennem skumdannelse og mekanisk stress kan true peptidintegriteten. Beskyt materialet mod lys og varme. Ved rekonstitutionen tilføjes opløsningsmidlet ideelt set langsomt langs vial-væggen i stedet for direkte på pulveret. Disse angivelser stammer fra sekundære kilder om peptidhåndtering; en peptidspecifik, peer-reviewet stabilitetsstudie blev ikke fundet, hvorfor disse anvisninger skal forstås som generelle håndteringsretningslinjer for GHRH-peptider og ikke som en valideret specifikation for dette parti.
Hvilke uønskede virkninger kendes fra stofklassen?
I de humane CJC-1295/DAC-studier blev der ikke rapporteret alvorlige uønskede reaktioner, og tolerabiliteten blev beskrevet som god, især i området fra 30 til 60 mcg/kg, som Teichman et al., 2006 dokumenterer. Dette datagrundlag vedrører dog den albuminbindende DAC-variant og ikke specifikt den kortvirkende No-DAC-form.
Klassetypiske og ofte beskrevne effekter af GHRH-analoger og GH-akse-stimulationen omfatter forbigående reaktioner på injektionsstedet såsom rødme, hævelse og smerte, endvidere ansigtsrødme henholdsvis varmefølelse, hovedpine, svimmelhed og en forbigående væskeophobning. Teoretiske bekymringer, der er knyttet til en vedvarende forøgelse af GH og IGF-1, såsom ledsmerter (artralgi), perifere ødemer, paræstesier eller karpaltunnel-lignende symptomer samt en nedsat insulinfølsomhed, udledes af GH-aksens farmakologi. De blev ikke specifikt påvist for den kortvirkende No-DAC-form. Da No-DAC-varianten elimineres mellem tilførslerne og ikke skaber nogen tonisk vedvarende IGF-1-forøgelse, er det teoretiske grundlag for varighedsafhængige effekter her mindre udtalt end ved DAC-formen. Alligevel gælder: langtidssikkerheden af No-DAC-formen er ikke etableret i kontrollerede humanstudier. Denne sammenstilling tjener den videnskabelige indplacering og ikke vurderingen af en anvendelse hos mennesker.
Hvordan adskiller CJC-1295 (No DAC) sig fra Sermorelin?
Sermorelin svarer til den native GRF(1-29) og deler med CJC-1295 (No DAC) samme aktive kerne på 29 aminosyrer. Den afgørende forskel ligger i de fire substitutioner, som Sermorelin mangler. Derved nedbrydes Sermorelin hurtigere af DPP-IV og har en kortere halveringstid, med en plasma-halveringstid i området omkring 10 til 20 minutter og en intravenøs forsvindings-halveringstid på omkring 6 til 7 minutter, samt en lavere metabolisk stabilitet. Modified GRF (1-29) kan derfor i kernen beskrives som et DPP-IV-stabiliseret, længere virkende Sermorelin.
Det kvantitative belæg for stabilitetsgevinsten stammer fra Soule et al., 1994: allerede den isolerede D-Ala2-substitution halverede tilnærmelsesvis den metaboliske clearance og forlængede den intravenøse forsvindings-halveringstid fra 4,3 til 6,7 minutter hos mennesker. Mekanistisk er begge forbindelser identiske, da de aktiverer samme GHRH-receptor, som Mayo et al., 1995 beskriver for den fælles signalvej. Forskellen er altså primært farmakokinetisk og ikke farmakodynamisk. For forskningen betyder dette, at begge stoffer udløser samme effektortype på receptoren, men at Modified GRF (1-29) byder på en længere plasmatilstedeværelse og højere potens per tilført mikrogram-mængde. Baggrundsinformation om Sermorelin- henholdsvis GRF(1-29)-farmakologien leverer oversigten af Prakash og Goa, 1999, der her inddrages som sammenligningsreference for den native, umodificerede GHRH(1-29).
Hvordan adskiller CJC-1295 (No DAC) sig fra Ipamorelin?
Forskellen til Ipamorelin er mekanistisk grundlæggende og ikke kun farmakokinetisk. Ipamorelin er et pentapeptid og virker som agonist på ghrelin-receptoren (Growth Hormone Secretagogue Receptor 1a, GHS-R1a), ikke på GHRH-receptoren. Signaloverførslen forløber via Gq, fosfolipase C, IP3 og en calcium-indstrømning og udløser derved ligeledes en GH-frigørelse. Afgørende er, at Ipamorelin var det første GH-sekretagog, der virker selektivt for GH uden at øge ACTH, cortisol eller prolaktin, med en selektivitet op til 200 gange den effektive dosis, som Raun et al., 1998 viste.
Mens CJC-1295 (No DAC) som GHRH-analog "instruerer" somatotroferne direkte via GHRH-R til at frigøre lagret GH, virker Ipamorelin via den komplementære ghrelin-vej. Begge akser, altså GHRH og ghrelin, er fysiologisk forskellige og angriber på forskellige receptorer. Netop derfor undersøges GHRH-analoger og ghrelin-receptor-agonister i forskningen ofte i fællesskab for at karakterisere additive eller synergistiske effekter på GH-frigørelsen. Logikken bag: en GHRH-analog øger somatotrofernes parathed, mens en ghrelin-agonist parallelt dæmper den somatostatinerge hæmning og forstærker pulsamplituden. Denne komplementaritet er grunden til, at kombinerede forskningsprotokoller foretrækker den kortvirkende No-DAC-form, da dens pulsatile profil godt kan overlejres med virkningsvinduet for en GHRP. Begge forbliver dog udelukkende forskningsstoffer uden etableret human anvendelse.
Hvorfor anses CJC-1295 (No DAC) for mere "fysiologisk" end DAC-varianten?
Begrebet "mere fysiologisk" henviser i forskningslitteraturen til det tidslige mønster for GH-frigørelsen. Den naturlige GH-sekretion sker episodisk i pulser, adskilt af faser med lav aktivitet. Den kortvirkende No-DAC-form med sin halveringstid på omkring 30 minutter skaber en GH-stigning inden for omkring 15 til 30 minutter og en tilbagevenden mod udgangsværdien inden for omkring 2 til 3 timer. Derved stimuleres receptoren ikke kontinuerligt mellem tilførslerne, hvilket kommer tættere på det naturlige puls-bund-mønster.
DAC-varianten holder derimod gennem albuminbindingen over dage en forøget grundstimulation oppe. Interessant nok viste Ionescu et al., 2006, at GH-sekretionen selv under denne kontinuerlige stimulation forblev pulsatil, da den overordnede hypotalamiske styring via somatostatin fortsat former pulsstrukturen. Alligevel løfter DAC-formen bund- og middelværdierne samt IGF-1 vedvarende og skaber et kronisk IGF-1-plateau, der i studierne lå op til omkring 28 dage over udgangsværdien (Teichman et al., 2006). No-DAC-formen undgår dette plateau, fordi den elimineres fuldstændigt. Når en forskningsmodel altså skal afbilde GH-aksens episodiske natur, er den kortvirkende variant metodisk mere attraktiv. Denne indplacering forbliver en farmakologisk karakterisering og indebærer ingen som helst terapeutisk nytte.
Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Er CJC-1295 (No DAC) det samme som Modified GRF (1-29)?
Ja. CJC-1295 uden DAC og Modified GRF (1-29) betegner samme forbindelse. Begge beskriver den tetrasubstituerede GRF(1-29)-kerne uden den albuminbindende Drug-Affinity-Complex. De fire substitutioner (D-Ala på position 2, Gln på position 8, Ala på position 15, Leu på position 27) er dokumenteret i Jetté et al., 2005 for kernen. Begrebet "No DAC" understreger blot fraværet af maleimid-linkeren, der hos DAC-varianten sikrer den lange halveringstid.
Hvorfor er halveringstiden så meget kortere end ved CJC-1295 med DAC?
Fordi albumin-ankeret mangler. DAC-varianten binder kovalent til Cys-34-thiolgruppen i serumalbuminet og danner et stort, mod renal filtration beskyttet konjugat med en halveringstid på omkring 5,8 til 8,1 dage (Teichman et al., 2006). Uden dette anker elimineres No-DAC-formen hurtigt, med en rapporteret halveringstid på omkring 30 minutter. De fire substitutioner forsinker ganske vist nedbrydningen i forhold til Sermorelin, men erstatter ikke albuminbindingen.
Findes der kontrollerede humanstudier specifikt om No-DAC-formen?
Efter nuværende viden er rigorøse, peer-reviewede humane PK-studier specifikt om No-DAC-formen sparsomme. De centrale humane data (Teichman et al., 2006; Ionescu et al., 2006) blev indsamlet med det albuminbindende DAC-konstrukt. 30-minutters-halveringstiden for No-DAC-formen støtter sig overvejende på designprincippet og sekundære kilder, ikke på en dedikeret klinisk PK-studie.
Hvor længe holder den rekonstituerede opløsning?
Sekundære håndteringskilder nævner efter rekonstitution med bakteriostatisk vand (omkring 0,9 procent benzylalkohol) en anvendelse inden for omkring 28 dage ved opbevaring ved 2 til 8 grader Celsius; nogle kilder angiver 4 til 6 uger. Fryse-optø-cyklusser og kraftig rystning skal undgås. Disse angivelser er generelle GHRH-peptid-retningslinjer og ikke en valideret partispecifik specifikation.
Hvorfor undersøges GHRH-analoger og Ipamorelin ofte sammen?
Fordi de angriber på forskellige receptorer. CJC-1295 (No DAC) er en GHRH-receptor-agonist, Ipamorelin en selektiv ghrelin-receptor-agonist (GHS-R1a) via Gq/PLC/IP3-calcium-vejen (Raun et al., 1998). Da de to veje er komplementære, undersøges de i forskningen sammen for at karakterisere additive eller synergistiske effekter på GH-frigørelsen.
Kun til forskningsformål. Ikke beregnet til konsum hos mennesker. Videnskabelig redaktion: Dr. Sieglinde Klaus
Kildehenvisninger
- https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/15817669/
- Teichman SL, et al. Prolonged stimulation of growth hormone (GH) and insulin-like growth factor I secretion by CJC-1295, a long-acting analog of GH-releasing hormone, in healthy adults. The Journal of clinical endocrinology and metabolism. 2006.PMID
- https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/17018654/
- Soule S, King JA, Millar RP. Incorporation of D-Ala2 in growth hormone-releasing hormone-(1-29)-NH2 increases the half-life and decreases metabolic clearance in normal men. The Journal of clinical endocrinology and metabolism. 1994.PMID
- https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/9849822/
- Mayo KE, et al. Growth hormone-releasing hormone: synthesis and signaling. Recent progress in hormone research. 1995.PMID
