GLP-1GIPGCG
Retatrutide
Triple-Agonist · GLP-1/GIP/GCG
5.0(4)
Fra
138,86 US$
Forskningspeptider, der anvendes i prækliniske og kliniske studier af appetitregulering, glukosehomeostase og fedtstofskifte. Kategorien samler inkretinreceptoragonister som Retatrutide (GLP-1/GIP/GCG) og Tirzepatide (GLP-1/GIP), der binder til flere hormonreceptorer langs den gastrointestinale akse, samt metaboliske og mitokondrielle peptider som MOTS-c, AOD-9604, 5-Amino-1MQ og cofaktoren NAD+. Alle peptider leveres med 99 % HPLC-renhed udelukkende som Research Use Only.
Forskningspeptider omkring appetit, glukosehomeostase og fedtstofskifte: fra trippelagonisten Retatrutide og dualagonisten Tirzepatide til mitokondrielle peptider som MOTS-c og cofaktoren NAD+. Alle stoffer leveres med 99 % HPLC-renhed udelukkende som Research Use Only.
I metabolisk forskning kombineres inkretinagonister ofte med peptider, der adresserer lipolysen, væksthormonaksen eller det mitokondrielle stofskifte, for eksempel Tirzepatide med Tesamorelin, Retatrutide med AOD-9604 eller MOTS-c ved siden af en GLP-1-agonist.
Inkretinreceptoragonister er peptider, der efterligner virkningen af kroppens egne tarmhormoner som GLP-1 (Glucagon-like Peptide 1) og GIP (Glucose-dependent Insulinotropic Polypeptide). I metabolisk forskning fungerer de som redskaber til at undersøge mekanismerne bag insulinsekretion, mavetømning, mæthedsfornemmelse og energibalance. Ved målrettet aktivering af en eller flere inkretinreceptorer kan deres individuelle bidrag til glukoseregulering og fedtstofskifte adskilles. Trippelagonister som Retatrutide udvider spektret med glucagonreceptoren og muliggør dermed studier af kombinerede effekter på appetit, insulinrespons og energiforbrug inden for ét enkelt molekyle.
Under Vægtstyring samler vi forskningspeptider, der anvendes i studier af appetitregulering, glukosehomeostase og fedtstofskifte. I centrum står inkretinreceptoragonister, der afhængigt af molekylet binder til en, to eller tre hormonreceptorer langs den gastrointestinale akse. Retatrutide er en trippelagonist ved receptorerne GLP-1, GIP og Glucagon (GCG) med en plasmahalveringstid på cirka 6 dage (Jastreboff et al., NEJM 2023, TRIUMPH-programmet) og undersøges i modeller for fedme og metabolisk dysfunktion. Tirzepatide er en dualagonist ved GLP-1 og GIP med en halveringstid på cirka 5 dage (Eli Lilly, SURPASS-1) og et væsentligt bredere klinisk datagrundlag fra diabetes- og fedmeforskningen. Ved siden af inkretinerne omfatter kategorien metaboliske og mitokondrielle peptider: MOTS-c, et mitokondrielt kodet peptid med en halveringstid på cirka 12 timer (Lee et al., Cell Metabolism 2015), væksthormonfragmentet AOD-9604 og 5-Amino-1MQ, en lavmolekylær NNMT-inhibitor, samt cofaktoren NAD+. Denne bredde gør det muligt at stille appetit- og glukosestyrede mekanismer over for de lipolytiske og mitokondrielle pathways.
Inkretinagonisterne i denne kategori adskiller sig først og fremmest i antallet af samtidigt adresserede receptorer. Hver ekstra receptorarm udvider den farmakologiske profil og dermed de metaboliske endepunkter, der kan undersøges i prækliniske modeller. Følgende oversigt placerer klasserne ud fra de peptider, der føres i denne kategori:
Ved siden af inkretinaksen samler kategorien peptider og cofaktorer, der adresserer stofskiftet via helt andre mekanismer og dermed fungerer som komplementære sammenligningsarme. MOTS-c er et mitokondrielt kodet peptid, der i forskningen sættes i forbindelse med AMPK-signalvejen, insulinfølsomheden og skeletmusklens energetik (Lee et al., Cell Metabolism 2015); dets halveringstid ligger på cirka 12 timer. NAD+ er en redox-cofaktor, der som systemisk substrat undersøges i studier af energistofskifte, mitokondriel funktion og levetid; plasmahalveringstiden ligger i området cirka 1 til 2 timer. 5-Amino-1MQ er en lavmolekylær inhibitor af nicotinamid-N-methyltransferase (NNMT) og karakteriseres i prækliniske modeller i sammenhæng med adipocytstofskifte og det cellulære NAD+-pool. I modsætning til inkretinerne, der signalerer via hormonreceptorer i tarm-hjerne-aksen, griber disse redskaber direkte ind i det intracellulære energistofskifte. Dermed kan appetit- og glukosestyrede pathways adskilles metodisk rent fra mitokondrielle og lipolytiske mekanismer.
Peptiderne i denne kategori karakteriseres ud fra klart definerede endepunkter i in vitro- og prækliniske modeller; alle nedenfor nævnte størrelser refererer udelukkende til studiedesignet og ikke til anvendelse på mennesker. I forgrunden står mætheds- og appetitmodeller, hvor fødeindtagelse, mavetømning og centrale signalveje for energibalancen registreres. Den glykæmiske kontrol kvantificeres via glukoseafhængig insulinsekretion, insulinfølsomhed og glukosetolerance, ofte i sammenligning mellem mono-, dual- og trippelagonisterne. Til den lipolytiske komponent fungerer fedtoxidation og lipolyse i adipocytten som aflæsningsstørrelser, især ved AOD-9604 og HGH-fragmentet 176-191, der modellerer disse effekter uden nævneværdig IGF-1-stigning. På kropssammensætningsniveau registreres fedtmasse, visceralt fedtvæv og fedtfri masse som readouts i dyremodeller. MOTS-c og NAD+ supplerer disse endepunkter med mitokondrielle markører som AMPK-aktivering og cellulær energistatus. På den måde kan appetit-, glukose- og fedtstofskiftestyrede mekanismer undersøges sammenlignende inden for én kategori.
Hvert batch testes med højtydende væskekromatografi (HPLC) for 99 % renhed og bekræftes i sin molekylære identitet ved massespektrometri. Analysecertifikater (CoA) er tilgængelige på forespørgsel og knyttes entydigt til det pågældende peptid; hver produktside angiver molekylvægt, aminosyresekvens og, hvor publiceret, receptoraffiniteten. Hele kategorien er mærket udelukkende som Research Use Only (RUO) og er ikke beregnet til anvendelse på mennesker eller dyr. De lyofiliserede peptider er stabile ved minus 20 °C i 24 måneder og bør opbevares tørt og lysbeskyttet indtil brug. Til forsøgsrækker rekonstitueres typisk med bakteriostatisk vand; den resulterende opløsning er anvendelig ved 2 til 8 °C i 28 dage. Langsom tilsætning af opløsningsmidlet langs vialvæggen og blid rotation frem for omrystning forhindrer skumdannelse og peptidnedbrydning ved forskydningskræfter. Aliquotering i mindre portioner reducerer gentagne fryse-optø-cyklusser. Detaljerede protokoller for målkoncentration, volumen og halveringstid findes i research-guiderne for Retatrutide og Tirzepatide.